søndag den 29. juni 2008

Endnu et indlæg om at blogge....


Hold da op hvor vi snakkede i går, vi nåede både køkkenbordssnak, badekarsnak og ikke mindst dynesnak... Det var voldsomt hyggeligt. Emnerne flød via verdensvævets tråde og fulgte velvilligt associationernes vildveje. Vi fløj lige fra Burma, via guddommelig matrix, over polyamory, videre til urban tantra, og vi nåede også til at snakke omkring det at blogge, og hvorfor det i perioder føles fedt og givende og i andre perioder "amputeret".

Som tidligere nævnt har jeg blogget før i forskellige varianter, men der hvor jeg kan mærke at jeg "går lidt død", er når det der fylder indeni mig, er det jeg ikke kan blogge om.... Af hensyn til både min egen blufærdighed, men også af hensyn til mine læseres.

Jeg læser selv en del blogs og fascineres af kulturen omkring bloggeriet. Jeg fascineres af alle de subkulturer, der er i blogverdenen om både dette og hint, og netværk der opstår, fordi vi nu lige er fælles om at blogge om strik, eller blomster, eller sex, eller spiritualitet eller.....eller...eller.... nævn selv flere....

Men det er jo kun brudstykker og stumper af hele mennesker vi ser. Vi iscenesætter os selv via bloggen. Der er emner som er helt acceptable og ufarlige: hus, hjem, have, arbejde, børn.... Der er emner som vækker medfølelse: Fysisk sygdom, tab, arbejdsløshed, skilsmisse... og så er der de sprængfarlige emner som: Psykisk sygdom, jalousi, misundelse, utroskab, sex....

Hva med dig.... oplever du nogensinde en lignende splittelse?

Undskyld, men sådan er det altså, når min indre trold stikker hovedet frem ;0)

8 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Åh, ja- jeg kender til denne spilttelse, denne tvivl med at blogge. Er altid (næsten) tvivl om , hvad, hvordan og hvor meget jeg skal skrive..
Det hele er jo en balance.. Føler selv i tider at jeg/min blog , går død. Der skal noget krudt til, et nyt indspark. Men?

Madame sagde ...

Det var et spændende indlæg, Annie, du siger det så fint. Jeg oplever ikke den splittelse, du fortæller om. Nogle dage har jeg lyst til at betro mere end andre dage. Og de der blomster- og boligblogge siger mig ikke rigtig noget. Man skal jævnligt have et indtryk af personen bag, synes jeg. Vi er alle nødt til at mærke, hvor vores grænser går - for ikke alt skal ud på bloggen. Der er også psykisk syge, der læser med, så man skal være lidt forsigtig, flere er blevet invaderet af personer, der vil lave rav i den.

Madame sagde ...

Det er et utroligt smukt billede af dig - det glemte jeg at skrive!

Annie Fryd sagde ...

Hva risikerer vi ved at vise at vi hele mennesker med hele liv... Vi skal under huden for at finde kød og blod!

Een af mine yndlingssætninger: "At turde er, at miste forfæste for en stund, ikke at turde er at miste sig selv"

Tak Madame :0) Det var et kæmpe vovet spring for mig at stå frem med billede...

Madame sagde ...

Det bliver nok en temperamentssag om alt skal ud på bloggen, Annie. Jeg har ikke behovet for det, for så ville jeg få en overvægt at respons på, at min søn har meldt sig ud af familien - så det bliver kun nævnt i forbifarten. Mit liv er meget andet end det.
Ella og Liselotte har truffet andre valg med hensyn til død og sygdom - og det er slet ikke mig. Du er da også selv lidt privat her ...


PS: Du ser hammergodt ud :-)

Anja Blaksmark sagde ...

Annie - allerede på dit sommersolhvervsbillede anede jeg dig. Der var din energi arbejdende - her er den stille.

Dejligt stille:-)

Jeannette Mariae sagde ...

Tak for indlægget, som jeg kredset lidt om.

Meningerne om det at blogge er jo lige så forskellige, som vi er mennesker. For mit eget vedkommende bruger jeg bloggen som en udviddet dagbog, som ellers har eksisteret på papirform. Men samtidig mærker jeg, at såfremt jeg ikke finder min egen autensitet i de indlæg, jeg skriver, giver det ingen mening af publisere dem. Deri ligger der så en censur, jeg jo ikke ville have, hvis jeg skrev for mig selv.

Jeg holder meget af din blog, Annie... Jeg ser selvfølgelig dig selv beskrevet ud fra mine egne præferencer. Jeg er jo ikke i stand til andet. Jeg møder stor genkendelse her og anden form for genkendelse andre steder og det er meget givende for mig

Jeg ser egentlig, at vi giver hinanden store gaver på bloggene, for vi fortæller vore egne historier for hinanden. Om de så er iscenesatte eller ej er for mig ligegyldigt. Vi er jo lige der med os selv, som vi skal være og jeg mener samtidig med sikkerhed at kunne genkende mennesket bag i enhver sammenhæng (igen egne præferencer) og det glædes jeg så meget over.

En sidste ting. Jeg synes billedet af dig i vindueskarmen er intet mindre en skønt. Dejligt at du viste dit ydre udtryk... Du er meget smuk ;-)

Sister Bonde sagde ...

Godt brølt Annie - du kan læse mine indlæg om bloggeriet under Vink. (Hvis du ikke allerede har gjort det ;o) Skriver en lidt om det samme igennem det sidste år. God weekend og smukt billede