tirsdag den 20. januar 2009

Når døden os skiller...

Sådan en formiddagsstund før arbejdsdagen begynder. Fjernsynet kørende i baggrunden, da programmet "Når døden os skiller" fanger mit øre og øje. Men efter et kort øjeblik løber tårene ned af mine kinder og jeg må slukke.

Tankerne om engang at skulle skilles, at skulle miste sin elskede, er mere end jeg kan klare.
Følelsen at være så vokset så fint ind i hinanden, for pludselig en dag at skulle adskilles, er ikke til at bære.

Nu vil jeg cykle ud i dagen, og lade vinden blæse min angst for at miste langt væk!

5 kommentarer:

Madame sagde ...

Uha, Annie, det lyder som et barskt program at lytte til! Men netop angsten for at miste hinanden er det dybeste tegn på, at I to har fundet den rigtige at dele livet med. Angsten for at miste kommer forhåbentlig kun i ny og næ ...

Anonym sagde ...

Er enig med Madame. Det er jo et tegn på, at der er noget at miste! Men man skal nok ikke lade sig fortabe i følelsen. :)

Unknown sagde ...

Nåår, dit lille pus :-) Knus og kærlige tanker !

Anonym sagde ...

Jeg tror det er godt engang imellem, at huske på hvad det er vi har! Mange af os tager hinanden for givet. Vi skal huske, at værdsætte hinanden. Men selvfølgelig skal det være med kærlighed og overskud og ikke fordi angsten får os til det.
Jeg håber cykelturen blæste dig godt igennem og du har fået fornyet energi.

Annie Fryd sagde ...

Jeg skal bare ikke se den slags udsendelser, når jeg er præmenstruel... Jeg flæbede såmænd også lidt over Obamas tale ;0)