tirsdag den 16. december 2008

Når livscirklen sluttes...


Madame havde et rigtig godt indlæg om livsceremonier, og der kom som sædvanligt mange spændende og tankevækkende kommentarer, bl.a. om begravelsesritualer.

Faktisk er det ikke mange dage siden vi her i huset snakkede begravelse, foranlediget af det sidste nummer af Vølse, hvori der fortælles om den nye hedenske gravplads ved Odense. Det åbner en mulighed for os hedninge, som er skrækslagne for at skulle ende i kristen-indviet jord.

Personligt vil jeg brændes, det har jeg altid vidst. Og så vil jeg spredes for vinden et sted hvor urtid og nutid mødes. Jeg har ikke et udvalgt sted, men jeg føler mig stærkt forbundet til egnen og naturen her hvor vi bor. Måske fra et højt sted, ud over den smukke istidsskabte ådal. Et sted hvor slægter og landet synger for mine aner, for mig og for mine efterladte. Et sted hvor vinden kan løfte min aske på den sidste rejse, et sted hvor vinden kan tørre tabets tårer bort, et sted hvor man kan kalde, synge, råbe sin sorg og sine minders glæde ud.

Jeg ønsker ikke et stort grædekor, til gengæld vil jeg ønske at mine efterladte skal fortælle anekdoter, udveksle minder om det liv vi har delt. Jeg vil at de skal huske det gode stærke liv, at de skal huske slægters slægt, dem der var før og dem der kommer efter. Jeg ønsker at min livscirkel sluttes med et muntert minderigt gravøl.

5 kommentarer:

Unknown sagde ...

Det lyder som en værdig afsked og en smuk begravelse- hvilket man jo ikke kan sige det er, da din aske kastes ud :-)

Madame sagde ...

Hvor er det dog smukt skrevet, Annie!
Jeg har ikke selv tænkt så langt - men jeg mindes meget tit min mor og bruger enhver lejlighed til at tale om hende, så hun 'lissom' stadig er her :-)

Annie Fryd sagde ...

Miri...
jeg skal flyve, skal jeg :0)

Madame... Dejligt at du mindes din mor og stadig lader hende "leve" i dine fortællinger. Det er sådan jeg tænker efterlivet. At vi har levet vores liv så fuldt og minderigt med vores nære, at vi huskes i eftertiden

Nille sagde ...

Annie,

Det er meget interessant læsning om den gravplads - men også om dine egne tanker omkring det.

I Belgien er det meget udbredt at asken spredes for vinden - på trods af, at de er katolikker. Men det er jo ikke 'låst' fast på en kirkegård, at vores sjæl befinder sig - det er netop overalt og især i hjerterne og tankerne på dem, der følger efter og bærer os videre.

Jeg synes ikke, at det er trist at have gjort sig de tanker - snarere en gestus til de efterladte, så de ved, hvad de skal gøre.

Lizelotte sagde ...

Jeg vil brændes og drysses i Lillebælt. Og så skal alle mødes, drikke fadøl, høre god musik og snakke om hvor fantastisk jeg var.