tirsdag den 28. oktober 2008

Kaninkongen...

Vi modtog en DVD med posten i går fra en ven i Norge. Filmen hedder "Kaninkongen" og er et ca. 70 minutters portræt af min gamle ven Jan-Erik, som gennem 9 år, frivilligt har påtaget sig at være beskytter for en flok udsatte kaniner på øen Gressholmen udenfor Oslo.

Da jeg lærte Jan at kende, var han en berejst mand, vi traf hinanden for omkring 22 år siden, i en festuge i Århus, hvor vi begge arbejdede som gadesælgere. Dengang rejste Jan i vintersæsonen, hvor han indkøbte smykker m.m. fra bl.a. Indien, Bali og Indonesien, som han så solgte på gaden. At rejse var en stor del af Jans identitet. Vi knyttede stærke venskabsbånd, og efter et par uger tog jeg til Oslo med mine dengang 2 børn, for at besøge ham. Der opstod mere mellem os, og før jeg rejste hjem var vi blevet kærester. Et forhold der var meget præget af hans lange rejser borte og en intens brevveksling mellem os. Langdistanceforholdet holdt ikke, men jeg vedblev med at have kontakt til Jan gennem årene. Stationsforstanderen og jeg har besøgt ham i hans fine hvide træhus udenfor Oslo, og han var her til vores bryllup i august.

Det var meget rørende at se portrættet af Jan og hans lange forhold til kaninerne på øen i Oslofjorden. Historien er den, at han havde observeret at en del af øens besøgende mishandlede de udsatte kaniner, og derfor besluttede han sig for at beskytte dem mod mange menneskers grusomme handlinger. Hver eneste dag gennem 9 år, har han dagligt taget den tidlige morgenfærge til Gressholmen, og den sidste aftenfærge tilbage til Oslo. Dag ud og dag ind, sommer og vinter. Hans engagement i kaninerne på øen betød, at hans rejselyst og -aktivitet blev nulstillet. Han kunne ikke forlade sine kaniner. Alle årene igennem har Jan ved siden af arbejdet som nattevagt på et bosted for misbrugere og sindslidende.

Han er en rigtig rigtig fin gut, men i manges øjne sikkert også lidt af en særling. Filmproducenten har virkelig formået at skabe et smukt og rørende portræt af en dedikeret mand, der kæmper for sin sag, og hun har fået Jans personlighed til at fremstå så genkendeligt for os som kender ham. I dag er alle kaninerne udryddet, i et tæt samarbejde mellem Jan og Oslokommune, for at bringe øen tilbage til sin oprindelige status som fuglereservat.

Jan som i mange år levede med alle sine ting pakket i flyttekasser, efter han købte sit lille hyggelige træhus, har fået sit liv tilbage, sin tid tilbage. Han har pakket sit liv ud af flyttekasserne, er begyndt at lytte til musik, se film, spille billard igen og tage på café, og han havde muligheden for at være her til brylluppet, hvilket han ikke kunne ha gjort, om kaninerne stadig havde været på Gressholmen. Men der må også være en stor tomhed, som nu skal fyldes med andet. Men Jan har sluttet en cirkel...

Jeg håber DR en dag vil vise "Kaninkongen" på dansk TV. Den er lige i Søren Ryges stil...

Et klip fra filmen kan se her.... vælg Div. i menuen øverst og "Kaninkongen"

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder som et fantastisk portrait af et spændende menneske - dejligt at høre, at du kunne få DVD'en sendt fra Norge. Jeg synes, det er en gave, når man kan blive ved med at se en gammel kæreste/ven, selv om man er blevet gift - det er en oplevlse at få lov at være med på sidelinjen i andre menneskers liv ...

Unknown sagde ...

Det er så forførende når et menneske brænder for noget. Holder meget af at se sådanne udsendelser.

Annie Fryd sagde ...

Madame... Heldigvis har vi intet nag til hinandens x´er her i huset, tværtimod, så er det jo mennesker, som har været med til at forme den anden :0)

Miri... jeg holder også selv meget af den type udsendelser, Søren Ryge er jo mesteren herhjemme til at lave den slags portrætter.

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

jeg synes godt om fyren, der har hjertet på mere end rette sted....skøn ven at have....synes også det kunne være interessant at se filmen....

Gitte sagde ...

Den lyder spændende den film om den dedikerede Jan. Lad os håbe den bliver vist i dk tv engang.

Annie Fryd sagde ...

Anita... HAn er sådan en ven man ved er der, også selvom vi ikke ses og snakker så ofte. Den slags venner er guld værd!

Gitte... Jeg må tage mig sammen og kontakte DR og overtale dem...

Anonym sagde ...

Dette var veldig hyggelig å lese! Det er jeg som er filmskaperen bak Kaninkongen og vil selvsagt gjerne at den også vises på dansk TV. Setter pris på å høre at jeg har lykkes med å lage et sant og godt portrett. Jan-Erik er en unik person.

Det er også mulig å se filmen her: www.filmfront.no/release/14042/Kaninkongen

God fornøyelse!

Gunhild