fredag den 28. marts 2008

Limboland og landsbyliv....

Egentlig ville jeg jo helst begrave mig et par dage (jævnfør indlæg om Månehytter m.m.) og pille min helt egen og private navle. Men livet og engagementet i et livligt landsbysamfund kræver sine "ofre". Så i aften laver jeg i fællesskab med andre landsbyboere mad i vores nye forsamlingshus.

Og her kommer så indrømmelsen....jeg glæder mig faktisk rigtig meget! Jeg har bagt brød med rosmarin, oliven og soltørrede tomater, andre indkøb, italienske forklæder, overskæg og sange er klargjort....kæresten har lavet "pesto-pasta-basta" og jeg glæder mig over at være frivilligt trukket ud af min selviske navlepillende isolation.

For det er præcis der jeg lever...i Limboland. Der hvor jeg af og til kan have allermest lyst til at søge ensomheden, og så alligevel ha så meget brug for fællesskabet. Og det er lige her jeg bor.... i en landby i det midtjyske... Her får jeg det hele, også alt det jeg ikke på forhånd vidste at jeg ville komme til at holde af....og I Guder, hvor jeg egentlig elsker det... Fællesskabet, forpligtelserne, engamentet, åbenheden, tolerancen og ikke mindst farverigdommen.

I landsbyen vælger man ikke sin omgangskreds efter hobbies og interesser som i storbyen, nej, her omgås man alle, gamle, unge, venstrefolk, håndværkere, tilflyttede og indfødte. Dem man ligner, og dem man absolut ikke har noget til fælles med....Her er forskelligheden stor, og i diversiteten opstår der forbindelser.... Nære og givende forbindelser!

1 kommentar:

Anja Blaksmark sagde ...

Sådan skal nærvær være. Leve i en verden hvor der sgu ikke skal bruges krudt på at bekæmpe, men nærmere finde fællesnævnere!