Jeg har dage, hvor jeg ikke orker at være online, dage hvor jeg ikke orker social kontakt, dage hvor jeg bare har lyst til at slå livet, pligterne og kravene fra. Sådan nogle dage har jeg lige haft. Indadvendtheden blir så inciterende og tillokkende. Jeg drømmer om et liv som eneboer. Jeg forestiller mig, hvor skønt det ville være at leve helt alene langt væk fra al civilisation. Uden andre forventninger end bare at være til, leve og overleve. Ingen forventninger til mig som mor, som kone og kvinde, som kollega, som datter, søster og svigerinde. Ingen forventninger fra mig selv om at leve op til at være god nok. Sådan viser min introverte side sig af og til.
Men i bund og grund er jeg nok betydeligt mere udadvendt når det komme til stykket. Jeg kunne helt sikkert ikke holde indadvendtheden og navlepilleriet ud alt for længe. Jeg kunne slet ikke udholde ensomheden i længden. Jeg ville ikke kunne holde ud, ikke at mærke at der var brug for mig, at mine omgivelser har forventninger til mig. Jeg kunne slet ikke udholde ikke at involvere mig, ikke at tage del i mine omgivelser og menneskene omkring mig. Når jeg har pillet nok i min egen navle, så skal jeg ud og mærke mig selv i forhold til andre, i forhold til deres forventninger til mig. Så kan jeg ikke få nok af liv og aktivitet, så vil derud, hvor jeg møder flere og mere... nye mennesker, nye oplevelser, nye forpligtelser.
Kender du det?
