I går havde jeg en sjov oplevelse, som jeg egentlig ikke kunne vente med at berette her på bloggen, men før jeg nåede det, så fik jeg en trist nyhed som lige satte livet og tankerne på et andet spor.
Jeg har en kær moster, som ikke altid har haft det for let her i livet. Hun har været gennem flere ulykkelige forhold og har været alene en del år, men her de sidste 2 måneder har hun været helt kulret af en ny og stærk forelskelse. Hun havde lyst og mod på kærligheden igen. Hun har solgt sit lille hus og på lørdag skulle hun og kæresten hente nøgle til deres nye fælles hjem. Det sted der skulle være rammerne om deres nye liv sammen.
I går havde han så ringet hjem, at han fik tidligere fri, så de ville ha mere tid sammen. Men så ringer hendes telefon igen, denne gang fra sygehuset, at han har fået en hjerneblødning, og hvis hun ønsker at se ham en sidste gang, så skal hun komme. Prognoserne er ikke gode, de regner ikke med at han overlever, og i fald, så vil han, i een eller anden grad, være hjerneskadet.
Det er næsten ikke til at bære, hvis hun skal miste. næsten før de fik begyndt! Men man må ikke slippe håbet, læger har før taget fejl, og mennesker har før snydt prognonser... Jeg håber ihvertfald for hende!
Her i huset satte hændelsen en stund, en tone af tristhed og angst for at miste. Hvor tit glemmer vi ikke at værdsætte, at vise vores kærlighed midt i et travlt liv? Men vi har aftalt at når vi skal dø, så dør vi sammen, i hinandens favn, i samme sekund....Basta bum!
Men alligevel tror jeg lige, jeg vil lægge et lille offer ved troldetræet, så stationsforstanderen kommer helskindet hjem fra Djævleøen i aften.... Og et offer for at mosters "mand" klarer skærene.
