Min mors havefryd...

Så er regnen endelig kommet, min høfeber fryder sig, og det samme gør haven... om ikke jeg bilder mig ind at den allerede strutter i ren fornøjelse.

Stemningsbilleder taget i går i mine forældres have. Min mor er fantastisk til at skabe oaser, og jeg kommer altid vældig inspireret derfra efter en havevandring. Ofte kommer jeg også derfra med et eller andet hun har for meget af, det være sig en staude hun har tyndet ud i, en gennemlæst planteskolereklame, og som i går to gamle jerngryder, en gammel frønnet æblekasse og en fin sommerblomst.... og et nyt ønske. Jeg MÅ simpelthen ha sådan en canadisk hønsebær "Cornus Canadensis", den hvide blomst på det 3. billede...

At slutte cirkler...

Jeg har for længere tid siden haft en oplevelse med en kunde, der behandlede mig/os groft uretfærdigt. Jeg synes egentligt, at vi fik håndteret situationen meget sobert og professionelt, og jeg fik da også "placeret" en lille stikpille... en enkel sætning uden på nogen måde at fremstå ubehøvlet..... "Okaaayy, er det SÅDAN I arbejder her?"

Jeg var efterfølgende rasende, og har kunnet mærke, at jeg ikke helt kunne slippe min vrede over den pågældende kundes opførsel. Der var stadig noget der gnavede et sted dybt i mig, selvom jeg mente mig fri.

Den anden dag, ½ år efter fik vi så besøg af en kunde, der kendte til historien gennem en veninde, der havde været tilstede i den pågældende situation. Og pludselig referede kunden til episoden, hvor hun dog ikke selv havde været til stede, og ordret citerede hun min verbale "stikpille" med en tydelig "beundring" for min håndteren af episoden....

Det viste sig endvidere at ha haft konsekvenser for "Kværulanten", idet hendes financielle partner trak sig fra videre samarbejde p.g.a. mistillid grundet episoden.

Det jeg vil sige med dette indlæg er blot... Jeg har fået sluttet en cirkel. En episode der har fyldt i mit sind kan jeg nu lægge bag mig. Jeg går videre på livets vej uden byrden af vrede...

Stille stund...

Morgenstund... alenestund.... og tid med den bærbare. Det har der ikke været meget tid til på det seneste. Kaffen smager guddommeligt i dag. Rundstykkerne nydes med det rene fråds af den mørke cremede princip smørechokolade...uhmm! "Under Byen" spiller i baggrunden akkompagneret af fuglenes højlydte kvidren udenfor min terassedør. Jeg tror jeg er næsten helt lykkelig lige nu! Lidt regn ville gøre både min allergi og alle mine blomster rigtig glade... Attjjuuu!!!

Nu er der kun 14 dage tilbage af mit vikariat i psykiatrien, før jeg kan hellige mit hjerte helt til vores nyåbnede butik og have. Vi har haft en forrygende start, velsignet af vejret. Jeg elsker virkeligt at mærke, hvordan mennesker går glade herfra, fordi de er blevet beriget med en sansefyldt oplevelse, i vores hyggelige butik og vores gamle have.

Om et par timer åbner jeg butikken, trækker i gummistøvlerne og går på havearbejde. Ring med klokken hvis du skal ha betjening... ;o)

Pyhhh....

Pust, pyhh, gisp.... jeg vil bare lige sige, at jeg altså stadig er her, men lige nu har tungen hængende langt ud af halsen.... ikke af kvalme, næh nej, absolut ikke, men af ren og skær travlhed.

Vi åbner butik her på Den Gamle Station i næste weekend, reoler og belysning installeres, varer skal bestilles, haven ryddes op, telte klargøres, bænkene afvaskes, kasseapperatet kodes og is-sortimentet udvælges....

Jeg har det næsten som et lille barn der har fået et nyt og spændende stykke legetøj!

Mere om vores butik og Åben Landsbyarrangementet her og her.

Forårsfryd...

Foråret har vækket sanserne og den piblende indre fryd.... Det summer igen, indeni og udenfor.

I går var havedag, der blev revet, luget, brændt grene og blade af, så røgduften hang i hår og striktrøjer... Jeg lever fuldt ud, når jeg ligger på knæ med fingrene dybt i jorden. Så kan man tale om at mærke jordforbindelse, så mærker jeg urkraften.

Tipien, havens gamle patriark, blev rengjort, vi gir den et år mere, selvom den er grøn og patineret af tidens tand, men fornyer den med et nyt indertelt og nyt trætilbehør.

Om balance....

I perioder halser livet afsted, ikke forbi mig, men febrilsk hagende mig fast i åndeløst tempo. Så glemmer jeg... så orker jeg ikke...så sanser jeg ikke. Men når tårene vælder over, hjertet er forkrampet og vejrtrækningen ligger højt i brystet, så ved jeg det er nu....

Så er det tid til at søge dybere, søge i mit indre og ud i det grønne. Jeg kæmper ofte med ambivalensen. Jeg elsker aleneheden, jeg trives mit eget selskab, jeg nyder fordybelsen.... men jeg har en social stræben, jeg MÅ fællesskabet, jeg MÅ indvolvere mig, jeg MÅ tage del.

Det er bare nogen gange så svært at finde balancen....

..........................

Måske jeg bare ikke taler samme sprog som de fleste...Eller måske verden bare ser anderledes ud herfra hvor jeg nogen gange står. Der er dage, hvor jeg bilder mig ind at kunne høre ordene, men budskabet forstår jeg simpelthen ikke. Ordene blir sagt med en indforståethed og jeg orker kun at nikke som om jeg forstår, som om jeg er enig.... Jeg tror egentlig ikke, jeg er hverken dum eller fatsvag eller mangler evnen til empati. Jeg tror bare, at jeg nogen gange har ganske anderledes sko på end alle andre.... eller også er det bare fordi, jeg er nærmere nærheden, når jeg er barfodet... Og vinterstøvler er tyktforede....