Wake up call....

Ja, hvem skulle ha troet at det skulle blive X-factor, der blev det udløsende wakeup call, for min blogs genopvågning?

Men mor her er skuffet, meget skuffet!!! I et par år nu, har Blachman været min superhelt (ikke at medregne min elskede supermand på hjemmefronten), men det er slut nu... Med aftenens afsluttende stemme, styrtede Blachman fra piedestalens tinde. Uagtet at det kunne tillægges et strategisk move, så kan MAN (og slet-overhovedet-ikke-nada-nix BM) ikke med bare en grad af refærdighedssans og øre for musisk kunnen, vælge Asian Bolly-Sensation frem for Seest!!!

Hel fuld af tom...

Det her er ikke en klagesang, men bare en konstatering af at jeg ikke har så pokkers meget hverken at sige eller give af for tiden. Det er som om truget tømmes mere og mere for hver dag, uden at jeg når at få fyldt nyt i...

Indelukket...

Det er alt for længe siden jeg har danset barfodet i græsset... For længe siden jeg har mærket solen på min bare hud. Vinteren og kulden har betydet tunge vinterstøvler der begrænser tæernes frie udfoldelse... Mit sind og kreativivtet indsnævres proportionalt med føddernes og kroppens indelukkethed. Slip mig ud!

Sludder for en sladder...

Jeg må hellere lave et nyt indlæg, om ikke andet, så bare for at skåne dem der skulle forvilde sig ind på min blog, for lækker mand med spredte ben og smukke kvindelige attributter ;0)

Vi kan jo altid snakke om hvor skønt det er, at vinden er i øst, når nu jeg om et par timer skal cykle mod vest. Vinden og temperaturen er isnende i dag, og det er ikke lysten der driver, når jeg vover mig ud.

I aften skal der sminkes og dulle op, når vi skal ha taget billeder til den kommende dilletantforestilling. Måske jeg afslører Stationsforstanderen som prostitueret i neglige og hæle, når næste sensuelle søndag rammer?

Sensuel søndag...

Denne søndags sensuelle indlæg gav sig selv. Ordene er få i disse dage, og da jeg trods alt ville tage udfordringen op fra Losarinas mor. (4. mappe, 4. billede), var dette hvad albummet gemte...

Indadvendt/udadvendt...

Jeg har dage, hvor jeg ikke orker at være online, dage hvor jeg ikke orker social kontakt, dage hvor jeg bare har lyst til at slå livet, pligterne og kravene fra. Sådan nogle dage har jeg lige haft. Indadvendtheden blir så inciterende og tillokkende. Jeg drømmer om et liv som eneboer. Jeg forestiller mig, hvor skønt det ville være at leve helt alene langt væk fra al civilisation. Uden andre forventninger end bare at være til, leve og overleve. Ingen forventninger til mig som mor, som kone og kvinde, som kollega, som datter, søster og svigerinde. Ingen forventninger fra mig selv om at leve op til at være god nok. Sådan viser min introverte side sig af og til.

Men i bund og grund er jeg nok betydeligt mere udadvendt når det komme til stykket. Jeg kunne helt sikkert ikke holde indadvendtheden og navlepilleriet ud alt for længe. Jeg kunne slet ikke udholde ensomheden i længden. Jeg ville ikke kunne holde ud, ikke at mærke at der var brug for mig, at mine omgivelser har forventninger til mig. Jeg kunne slet ikke udholde ikke at involvere mig, ikke at tage del i mine omgivelser og menneskene omkring mig. Når jeg har pillet nok i min egen navle, så skal jeg ud og mærke mig selv i forhold til andre, i forhold til deres forventninger til mig. Så kan jeg ikke få nok af liv og aktivitet, så vil derud, hvor jeg møder flere og mere... nye mennesker, nye oplevelser, nye forpligtelser.

Kender du det?